Af Asaga

10 måneder siden

Historie billede

Den første udgave af Indianapolis 500

Det er mere end 100 år siden, at den første udgave af bilvæddeløbet Indianapolis 500 blev skudt i gang og det er dermed verdens ældste motorløb. Løbet foregår på banen Indianapolis Motor Speedway, der blev bygget af forretningsmanden Carl G. Fisher i 1909. På det tidspunkt var motorløb som oftest afholdt på hestevæddeløbsbaner eller offentlige veje. Fisher var selv stor bilentusiast og får ofte æren for at have grundlagt den første bilforhandler i USA, men han øjnede altså også muligheder inden for motorløb. Sådan gik det til, at han grundlagde den ovale 4023m lange bane med de ikoniske hævede sving. 

I de første få dage var banen belagt med grus og der var flere fatale ulykker på banen. Af den grund blev banen boycottet af de amerikanske myndigheder indtil der var lavet betydelige forbedringer på banen. Der havde været et flot fremmøde de første dage med op mod 35.000 tilskuere, der betalte en entré-pris på 1$. Af den grund var Fisher ikke klar til at lade sig slå ud og derfor lagde man mursten og beton på hele den enorme racerbane. På samme tid byggede man en 80 cm høj mur mellem tilskuere og kørebanen. Omkring 3.2 mio. mursten senere, kunne bilerne vende tilbage til banen og hurtigt fik bilerne en væsentligt højere topfart (omkring 180 km/t), men uden ulykker. Derfor blev der hurtigt stablet adskillige løb på benene og ofte to eller tre om dagen. 

30. maj 1911 blev det første 500-mil løb afholdt. Vinderen blev Ray Harroun, der som eneste deltager kørte løbet solo og uden co-pilot. For at kunne orientere sig bagud fik han installeret verdens første bakspejl. Året efter blev det et krav, at man skulle have en co-pilot med i bilen. 

I dag er Indy 500 den sportsbegivenhed i verden med flest tilskuere, når op mod 400.000 tilskuere møder op og ser bilerne drøne rundt på banen med en gennemsnitlig hastighed på mere end 350 km/t.

Flere historier