Af Asaga

8 måneder siden

Historie billede

Det Store Bogtyveri: 3000 bøger stjålet fra Det Kongelige Bibliotek

Det Kgl. Bibliotek er Danmarks største bibliotek med millioner af bøger og andre medier. I årene omkring 1970 begyndte bøger dog at forsvinde fra det enorme bibliotek. Det var specielt de ældre bøger, som de ansatte ikke kunne finde, når lånere ville bestille. I midten af 1970"erne stod det klart, at bøgernes forsvinden måtte skyldes et større systematisk tyveri. I 1977 indførte biblioteket nye sikkerhedsforanstaltninger, der umuliggjorde at både besøgende og ansatte vil kunne smugle stjålne bøger ud fra biblioteket og på denne dag i 1978 meldte biblioteksdirektøren ud, at den eller de skyldige i tyverierne skulle findes mellem bibliotekets egne ansatte. Tyverierne stoppede i 1978 og på trods af en større efterforskning opklarede man, i første omgang, ikke tyverierne. Af samme grund blev sagen lukket og henlagt i 1980"erne. I 1999 fik man opgjort tyveriernes samlede omfang og det mentes at over 3000 bøger til en samlet værdi på et tre-cifret millionbeløb var blevet stjålet over en periode på omkring 10 år. Først i 2003 fandt man frem til tyven. En af de stjålne bøger dukkede pludseligt op på auktionshuset Christie"s, hvor en snarrådig medarbejder genkendte bogen og kontaktede Det Kgl. Bibliotek. Sælgeren var i familie til en tidligere ansat hos nationalbiblioteket, som var død otte måneder forinden. Den tidligere bibliotekar havde igennem en længere årrække smuglet bøger med hjem fra biblioteket - en efter en. Det blev til 3200 bøger og politiet fandt frem til de fleste af dem i kælderen hos enken til den tidligere bibliotekar. Flere familiemedlemmer til den afdøde hovedgerningsmand blev efterfølgende straffet for hæleri. Tyveri-serien menes at være den største kulturkriminalitet siden tyveriet af Guldhornene i 1802 og går i dag under navnet Det Store Bogtyveri.

Flere historier