Af Asaga

6 måneder siden

Historie billede

Første Roskilde Festival åbner dørene i 1971

I dag er Roskilde Festival Nordens største festival, men sådan har det ikke altid været. På denne dag i 1971 "væltede hegnet" for første gang ind til festivalpladsen i Roskilde. Dengang hed festivalen Sound Festival og den blev arrangeret af gymnasiedrengene Mogens Sandfær og Jesper Switzer Møller. De to unge mænd var blot 17 og 18 år, da de i samarbejde med promotoren Carl Fischer iværksatte den nu legendariske festival på Dyrskuepladsen i Roskilde. Idéen havde de fået fra den amerikanske Woodstock Festival samt den lidt mere lokale Thylejr, der begge var henholdsvis afholdt og startet et par år forinden. Dengang var der kun én scene på festivalen, men arrangørerne havde booket 20 kunstnere til de kun to dage, som festivalen dengang varede. Blandt kunstnerne var blandt andet Gasolin (på billedet), Sebastian og Poul Dissing. Det lokkede omkring 10.000 gæster til Dyrskuepladsen og festivalen blev en succes. Økonomisk set holdte budgettet dog ikke helt og de to arrangører måtte betale lidt af egen lomme. Året efter skifter festivalen navn til Fantasy og der kommer nye arrangører til. Først i 1973 bliver festivalen døbt Roskilde Festival, mens den ikoniske Orange Scene kommer til Roskilde i 1978 og bliver et vartegn for festivalen. Orange Scene var oprindeligt en tour-scene bygget til The Rolling Stones' Europaturné i 1976. Også bandet Queen har brugt scenen inden den landede på dansk jord.

Flere historier