Af Asaga

4 måneder siden

Historie billede

Radio Mercur: En piratradio i Øresund

I Øresund findes et smalt stræde af internationalt farvand. Det var her idémanden Peer Jansen og sølvgrossereren Ib Fogh sejlede ud med med et ombygget skib og startede Danmarks første piratradio-station i 1957. Det blev kaldt piratradio, da det grundet et smuthul i lovgivningen kunne få lov til at sende radiobølger ind over det danske land uden og dermed bryde Statsradiofoniens (nu Danmarks Radio) monopol på radio. Radiostationen fik navnet Radio Mercur og de sendte især underholdningsprogrammer og popmusik, mens reklamepauser fik økonomien til at løbe rundt. Et samarbejde med Radio Mercurs egen tekniker og chefingeniøren hos Bang & Olufsen resulterede i en radiosender, der kunne sende stereo til modtageren. Dermed blev Radio Mercur i 1960 en af de første radiostationer i Europa til at sende stereo radio. Selve radiostationens studie lå i en fornem palævilla i Gentofte, hvor radiostationen havde lejet sig ind. Villaen lå tæt på Gentofte biograf og man kunne dermed bruge biografens sale til større arrangementer, hvor radiostationen kunne trække kabler hjem til deres egen villa. Radio Mercur havde aldrig været velset hos Regeringen, der ville lukke lovens smuthul. Det lykkedes i juni 1962, da både den danske og den svenske regering vedtog en lov mod piratsendere som Radio Mercur. Loven trådte i kraft d. 1. august 1962 og kort før midnat på denne dag i 1962 kunne man for sidste gang høre musik fra Radio Mercur. I hvert fald officielt. Den 13. august begyndte radiostationen nemlig at sende gamle optagelser igen. Det fik politiet til at sejle ud og borde skibet, beslaglægge senderen og anholde de mænd der var ombord. 1. Januar startede Danmarks Radio kanalen P3, hvor bl.a. værten Jørgen de Mylius brugte det lukkede Radio Mercur som inspiration til musikprogrammet.

Flere historier